Gå til indhold

Resumé

De fysiske biblioteker i Norden ligner hinanden og alle andre biblioteker i Europa, men deres løsninger for digitalt udlån er vidt forskellige. Det spænder fra Danmarks ”eReolen,” der har 9,2 mio. udlån om året til Island, der ikke har en digital udlånstjeneste.
Sverige, Norge, Danmark og Finland har valgt forskellige løsninger for hvert af de elementer, der udgør en digital udlånstjeneste; administration/distribution, frontends, forhandlinger med forlag, udbud af titler, lånemodeller og forbrugsbegrænsninger.
De store forskelle skyldes til dels, at bibliotekerne ikke har digitale udlånsrettigheder, som de har fysiske ditto, og derfor bliver de nationale løsninger underlagt lokale prioriteter og markedslogikker frem for internationalt standardiserede løsninger.
Der er et hul i bibliotekernes digitale litteraturlevering på tværs af de nordiske lande og sprog, således at de nordiske borgere afskæres fra at kunne låne digitale titler fra andre nordiske lande.
Det officielle nordiske samarbejde kan øge sit digitale engagement på fire forskellige måder.
Qua prestigefyldte litteraturpriser, har Nordisk Råd en stor portefølje af titler, der er særligt forbundne til Det officielle nordiske samarbejde. Denne portefølje kan bruges til at begrænse de titler, man vil koncentrere sig om til formidling og eventuelt udlån.
Rangeret efter udgifter er de fire løsninger
  • udvikle et digitalt formidlingsunivers, hvor der linkes til titler på de nordiske udlånstjenester
  • sponsorere nordisk indhold på de nordiske udlånstjenester
  • etablere sin egen udlånstjeneste via Overdrive
  • etablere sin egen udlånstjeneste, som dog kræver større investeringer.
Der er dog væsentlige udfordringer i de tre sidstnævnte løsninger, for eksempel det forhold at forlagene ikke er forpligtede til at stille titler til rådighed.
Det anbefales, at de nordiske biblioteker udvikler et digitalt formidlingsunivers og herefter går i dialog med de nordiske interessenter om løsninger, der sikrer adgang til nordisk, digital litteratur.
Det officielle nordiske samarbejde kan spille en interessant rolle i at få processen i gang og at gøre opmærksom på problemstillingerne.