Elementer i en løsning

Der er en række grundelementer i etableringen af en digital udlåns­løsning (se også tabellen over digitalt udlån i Norden), der skal tages stilling til på forhånd. Det drejer sig om:

Som til ethvert andet bibliotek skal en materialepolitik udvikles, der svarer på, hvilke typer materialer man ønsker vis-a-vis sprog, udgivelses­land, format, type, genre, målgrupper etc. Bemærk, at disse ikke er praktiske, men strategiske og principielle valg.

De nordiske, digitale udlånsløsninger giver kun adgang for i det land fastboende borgere (eReolen i Danmark giver dog også adgang i Færøerne, Grønland og Sydslesvig). Det gælder for næsten alle lignende services i verden. For de nordiske specialbiblioteker er der en række principielle spørgsmål, da man spænder over flere lande og sprog, for eksempel hvilke rettigheder har borgere i Norden til at kunne læse litteratur på sit modersmål.

Dette er det centrale spørgsmål, som både gives af og giver svar på de andre spørgsmål, da det sætter rammerne for, hvad der overhovedet kan lade sig gøre.

Der er tre primære parametre i valget af udbuddet af titler. Bemærk, at vi ikke overvejer udenlandske forfatteres til et eller flere nordiske sprog oversatte titler

Titeludbuddet kan være ubegrænset og forholde sig til alle nordiske forfatteres udgivelser på et nordisk sprog udgivet i Norden, eller det kan være begrænset af én eller flere faktorer, hvoraf de enkleste er enten at begrænse til de fysiske titler, der købes til ét af de nordiske specialbibliotekers biblioteker, eller endnu strammere til kun at inkludere nominerede titler til Nordisk Råds Litteraturpriser.

Begrænsning til de af de fysiske biblioteker indkøbte titler giver ideelt en digital spejludgave af den fysiske samling, men den tilstræbte elegance ødelægges dels af, at de fysiske biblioteker har indkøbs­politikker, der ikke automatisk giver mening digitalt, og dels af at det ville være et mirakel, hvis man kunne forhandle sig på plads med forlag om alle titlerne.

Begrænsning til prisnominerede titler vil styrke brandet og give en logisk begrænsning, men er også en meget lille pulje af titler til et digitalt tilbud. Dog kan det være et glimrende sted at starte.

Tilbuddet kan begrænse sig til litteratur på originalsproget eller tillige inddrage oversættelser. Der foreligger ikke statistik på, hvor mange nordiske titler, der oversættes til andre nordiske sprog, men i al fald de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpriser bliver typisk oversat til flere af de andre nordiske sprog. At inddrage oversættelser mangedobler potentielt udbuddet.

Sprogproblematikken hænger til dels sammen med brugerproblematikken, som er beskrevet i næste afsnit.

Forlagsbranchen er i rivende udvikling. Før var ebogen det primære produkt, men lydbogen har marcheret frem de sidste mange år, så mange forlag nu ser lydbogen som det primære produkt. Dog udkommer kun få lydbøger stadig uden en tilsvarende ebog, mens det modsatte er meget almindeligt.

Det er derfor sådan, at den digitalt tilgængelige nordiske litteratur i praksis allerede findes som ebøger, og en del af dem ligeledes som lydbøger. Pga. den eksplosive udvikling i AI-værktøjer synes der at være et skifte tilbage til ebogen, hvorfra oversættelser og indtaling i stigende grad håndteres af AI. Lydbøger har traditionelt været meget dyrere end ebøger, ikke mindst på grund af produktions­omkostninger med indtalere, men det kan ændre sig, når der ikke længere skal bruges indtalere og dyr lydstudietid.

Faktum er, det vil være nemmere at starte op kun med ebøger. De er typisk billigere, og set-uppet vil kun kræve en teknisk ebogslæser­komponent (en såkaldt ”reader”)

Inkluderes lydbøger bliver løsningen dyrere, og der kræves tillige en teknisk lydbogsafspiller-komponent (en såkaldt ”player”), men til gengæld vil man kunne tage del i den rivende udvikling, der er i lydbogs­brugen generelt i Norden. Men inden der tages en beslutning herom skal man tage EU-direktiv 2019/882 af 17. april i betragtning. For det er ikke sikkert, at man fra 28. juni 2025 vil kunne tilbyde ebøger uden mulighed for oplæsning.

Status på EU-direktiv er at det skal implementeres i de nationale lovgivninger. Det er EU-direktiv 2019/882 af 17. april 2019 da også blevet, men der forestår i de enkelte nordiske lande stadig et udrednings­arbejde om, hvordan den nationale lovtekst skal fortolkes. Oprindeligt havde forlags- og bibliotekssektoren håbet, bagkataloget ville kunne undtages, altså titler udkommet før lovens ikrafttrædelse. Det er ikke sket. Til gengæld forhandles der stadig om, hvordan bagkataloget kan behandles, så hele den digitaliserede, litterære litteraturarv ikke mistes. Det vil nemlig kun kunne betale sig for forlagene at gøre et mindre antal ældre titler lovmed­holdelige. I Danmark vil man med stor sandsynlighed ende med en minimumsgrænse målt på omsætning. Det står dog stadig ikke klart, hvordan streamingtjenester kan forholde sig, så de ikke skal monitorere hver undtaget titel for, om den stadig holder sig under grænsen. I scenarie 3 og 4 herunder skal der indledes med en juridisk udredning af problemstillingen.

I formulering af en materiale­valgs­politik skal spørgsmål om mål­grupper, genrer med mere ligeledes afklares. Er løsningen både for børn og voksne? Hvor sættes kvalitets­barren? Skal der både være litterær litteratur og genrelitteratur såvel som krimier og romance? Jo mere populære genrer, der medtages, jo mere stiger populariteten og udgifterne, og er det foreneligt med brandet?

Langt de fleste digitale udlåns­løsninger i verden giver kun adgang for i det land fastboende borgere. For de nordiske specialbiblioteker, er der en række principielle spørgsmål og udfordringer, da man spænder over flere lande og sprog.

Hvem kan overhovedet oprette sig som bruger af løsningen? Man kan fx typisk godt blive bruger af de fysiske biblioteker i Norden blot som besøgende. Det kræver dog typisk nationalt ID at blive bruger af de digitale biblioteksservices. Den sidstnævnte tilgang synes også logisk for de nordiske special­biblioteker.

Der kan dog overvejes, om man eventuelt i en eksperimentel begyndelse, og hvis det er teknisk muligt vis-a-vis lånerregistrering, vil begrænse servicen til nordiske statsborgere boende fast i andre nordiske lande. Det kan principielt indvendes, at borgere boende i eget hjemland allerede er serviceret af den nationale løsning dér (se dog næste afsnit), men for nordiske expats i andre nordiske lande, er der typisk ingen adgang til hjemlandets digitale litteratur.

Det mest naturlige og teknisk nemmeste ville være at give alle brugere adgang til alt med visse forbrugsbegrænsninger (se neden­for), men det vil betyde, at de nordiske specialbiblioteker i princippet vil gå de nationale systemer i bedene og udbyde det samme til de samme brugere. Det er en dyr og forvirrende løsning på et ikke-presserende problem.

En mere logisk og måske ønskværdig begrænsende faktor kunne være at give nordiske statsborgere – hvor end de bor i Norden – adgang til litteratur på de andre nordiske sprog, men ikke eget sprog. Det vil sige svenske statsborgere eksempelvis skal have adgang til litteratur på norsk, finsk, dansk, færøsk og islandsk, men ikke svensk. Det løser ikke expat problemstillingen dog. Skal den også løses, kræver det, at expats gives adgang til eget sprog også, det vil sige det hele udbud.

At blokere brugerne fra eget sprog vil gøre forhandlinger med forlag meget nemmere og undgå at forplumre det nordiske digitale udlånsmarked, men der er andre udfordringer, da de nordiske udlånsmodeller, priser og vilkår er vidt forskellige, og forlag, der i forvejen er digitalt biblioteks­skeptiske, skal så acceptere helt andre modeller og priser.

Alle digitale udlånstjenester gør brug af forbrugsbegrænsninger. Begrænsninger for den enkelte bruger går typisk på fast lånetid, loft for antal samtidige lån o.lign. Se også Christoffersen (2022).

Den vigtigste beslutning er, om de nordiske specialbiblioteker skal satse på egen platform, andres platforme eller ingen platform forstået således:

Egen platform: Hermed menes en fuld løsning, hvor der kan afvikles digitale lån fra de nordiske special­bibliotekers egen platform inkl. – typisk – web og apps med tilhørende brugerverifikation og forbrugsstyring.

Andres platforme: Hermed menes i praksis en løsning, hvor de nordiske specialbiblioteker køber eller sponsorerer indhold på eksisterende nordiske digitale udlånsplatforme. Den anden løsning under denne overskrift indbefatter, at de nordiske specialbiblioteker køber indhold på en eksisterende platform som fx Overdrive og får frontends og skin med i administrations­omkost­ningerne til Overdrive.

Ingen platform: Hermed menes, at De nordiske specialbiblioteker udarbejder et formidlingsunivers på web og linker herfra til den eksisterende litteratur på allerede veletablerede, nordiske, digitale udlånsplatforme, men altså ikke står for egentligt udlån.

Det siger sig selv, at jo større en løsning, der vælges, jo mere kontrol har man over hele løsningen, men udgifterne stiger ligeledes eksponentielt.

At drive egen platform og købe indhold er ganske omkostningstungt, da der både skal designes og udvikles administrations-/distributionsplatform, ebogslæser og evt. lydbogsafspiller samt frontends (web og apps) til at afvikle tjenesten. Disse komponenter skal serviceres, der skal opbygges supportfunktion, og hertil skal der så forhandles og købes det faktiske indhold! eReolens drift og udvikling alene koster årligt 10,4 mio. Dkr. mens Finlands koster noget mindre; anslået 7,5 - 9 mio. DKr. årligt inkl. noget indhold.

Hvis man udelukkende designer et formidlingsunivers, løses den opgave at promovere nordisk litteratur og sprog, og det er så – på godt og ondt – op til de nordiske tjenester, der har den digitale titel, der linkes til, at have besværet og omkostningerne både med drift og udvikling af platforme, køb af indhold m.v. Der etableres dog ikke noget selv­stændigt digitalt udlån.