Digitalt markedssvigt

Som expat i Norden, altså en person, der er rejst til et andet nordisk land for at arbejde eller studere, kan man bede sit stedlige fysiske bibliotek om at skaffe litteratur på ens modersmål gennem de nationale og internationale lånesamarbejder.

Det samme er ikke tilfældet for digitalt materiale.

Flytter man bopæl til et andet nordisk land, lukker de digitale tilbud fra ens hjemland ned, enten fordi materialet ikke er rettighedsklareret til at blive forbrugt dér, hvor man bor nu, eller fordi man ikke længere kan være registreret låner. I en national løsning drevet af nationalbiblioteket er der intet til hinder for, at expats skulle kunne fortsætte som lånere, for så vidt angår registreringen som låner. I kommunalt drevne løsninger er det mere problematisk, fordi kommuner selvsagt ikke fortsætter med at betale for fraflyttede borgere.

Kun i få tilfælde i verden har ex-pats haft adgang til hjemlandets digitale litteratur. En undtagelse er Tallinns bibliotekers ELLU, der nu lukker ned af andre årsager, men som i årevis gav adgang for estere boende i andre lande. Tallinns biblioteker påtog sig udgiften.

Paradokset er tydeligt.

Jo smartere leveringen af litteratur bliver, jo mere problemfyldt bliver det at flytte rundt på den, og problemet er ikke kun på tværs af landegrænser.

I de digitale udlånstjenester, der servicerer administrative områder mindre end det nationale og med forskelle i udbuddet, kortslutter det dybt traditionelle lånesamarbejde mellem biblioteker, fordi mens man let kan fjernlåne fysiske bøger, kan man ikke fjernlåne digitale bøger. Ét bibliotek kan have digitalt overskud, men må ikke hjælpe naboregionen.

Det er derfor særligt interessant, hvis en digital udlånsløsning fra de nordiske specialbiblioteker kunne være med til at afhjælpe det svigt, der er i leveringen af digital litteratur – ikke kun til nordiske ex-pats, men til alle nordiske borgere med interesse for nordisk litteratur på andet sprog end ens hjemlands.

Levering af digital litteratur i de enkelte lande på landets eget sprog, er derimod landenes egen forpligtelse.